… Og det har jeg det godt med.

Wow… Aldrig havde jeg forestillet mig det ville blive til en sådan debat at jeg ærligt fortalte mine bekymringer og tanker om dét at Alba skal starte i vuggestue. Havde jeg vidst at det ville blive til en masse pegen fingre, diskussioner mellem folk, og fordømmende ord kvinder imellem – så havde jeg ikke skrevet indlægget.

 

Hvad får nogle til at tro at de kan bedømme hvad der er bedst for andres børn? “det er bedst for barnet at…” “det er kun dit behov ikke hendes” “børn har ikke behov for socialisering før de er 2-3 år” Ehm, squeeeeeze me, men hvordan filan kan der sidde mennesker der aldrig nogensinde har mødt hinanden og fortælle hinanden hvad der er bedst for DERES børn? Nej. Bare nej. Forældre ved hvad der er bedst for deres børn. Punktum.

 

Alba skal ikke i vuggestue på fuld tid – hun skal størstedelen af tiden være hjemme sammen med mig, og hendes far. Vuggestuen skal ikke bruges som “aflastning” eller som et sted vi afleverer hende for at kunne gå hjem og sidde og glo ind i en væg. Hun skal være i vuggestuen på deltid, og det skal hun fordi at glæden i Alba’s øjne når hun ser et barn på hendes alder, den er så kæmpestor at jeg får helt varme i kroppen, og nej – jeg kan ikke give hende den socialisering selv. Det er fysisk umuligt for mig fordi:

HVIS Alba skulle gå hjemme med mig, hvilket vel at mærke sagtens kunne lade sig gøre, så skulle hun altså med i salonen og på arbejde hver dag. Det synes hun da er rigtig hyggeligt og salonen er også blevet et trygt og dejligt sted for hende at være – men her er ingen andre børn at lege med. Ja så kunne jeg prioritere at være hjemme med hende og finde lege-grupper, men så ville jeg nok også være nødsaget til at sælge min forretning – og lets be honest – vi skal alle have mad på bordet, vi skal alle have en indtægt. Og jeg sætter en stor ære i at tjene mine egne penge – det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre.

 

Så – there you go. Derfor holder jeg ikke Alba hjemme selvom jeg faktisk har muligheden. Fordi at så skulle hun sjældent møde andre børn. Og måske har hun ikke et BEHOV som sådan for det “rent videnskabeligt”, men jeg vil gerne give hende den glæde som hun får hver gang hun ser en jævnaldrende – hun får det fedeste glædesflip 😀

Og og og…. Indlægget var heller ikke lavet for at starte en debat om hvorvidt vuggestuer var bedre end dagplejere – der findes shitty vuggestuer, og der findes shitty dagplejere – ligeså vel som der findes fantastiske af begge dele. Vi er bare faldet over et par shitty dagplejere, og en fantastisk vuggestue der passer til vores behov.

 

Må jeg godt være rigtig glad for min beslutning? Thank you very much 🙂

 

God weekend everybody! En lille bøvs fra mig… Imorgen er jeg god igen 😉

 

img_3538

^^ Lidt rod hist og her – oh well, vi er altså ikke på plads i huset endnu 😀

 

Kærlighed.

geggo_signatur

Alba har fået vuggestue-plads.

Så skete det, som jeg har gået og været meget spændt og lidt et nerve-vrag over… Alba har fået plads i vuggestue. Jeg har haft så mange tanker omkring det at hun skal i instutition. Egentlig var jeg personligt mest tilbøjelig til at finde en dagpleje til hende – men Cengiz og jeg har bare haft nogle oplevelser med nogle dagplejere som har skræmt os lidt. Selvfølgelig er størstedelen af dagplejere fantastiske til børn – jeg tror bare at det vi har oplevet har gjort os lidt nedslået på dagpleje-fronten. Dette skal absolut ikke lyde somom jeg taler dårligt om dagplejere, jeg har bare været mega uheldig med erfaringen, og det har gjort at vi har valgt en vuggestue istedet.

 

Jeg kunne i princippet også have holdt hende hjemme, hvilket jeg er så heldig og absolut beriget med at være en af de få der har mulighed for at gøre – jeg tjener jo mine penge på vores salon, og så dels på min blog, så det ville sagtens kunne fortsætte som nu, og det har jeg da også kraftigt overvejet. Især fordi jeg stadig ammer hende, og har det her stærke bånd til hende, og derfor vil mega savne hende den tid hun er i vuggestue. Men så tænker jeg også… Er det ikke egoistisk? Er det ikke mine behov, frem for hendes? Vil Alba egentlig ikke have rigtig godt af at være blandt andre på hendes alder? Hendes far og jeg er enige om at det er klart det fedeste for Alba at komme ud og være sammen med andre børn – jeg har ingen veninder med børn på hendes alder, min onkel’s datter Rosalia er lidt over et år, og det er det tætteste vi kommer 🙂 Og hey… Ingen siger jo at hun skal være i vuggeren fra åben til luk – man bestemmer jo heldigvis selv hvornår man henter og afleverer 😉 Så vi skal nok finde en god rytme. Bevares, jeg skal da nok også på et tidspunkt komme til at nyde at have nogle timer med frie hænder og “me-time”.

 

Det bliver hårdt for mig – ingen tvivl. Vi har været nede og se hendes stue, og snakke med pædagogerne, og vi har en tryg fornemmelse. Vi kender også personligt en af pædagogerne der arbejder i vuggestuen (dog på en anden stue end hende) og det giver også en god tryghed. Vi er blevet lovet at ingen børn græder sig i søvn – det var en af de ting vi var blevet skræmt væk ved en af dagplejerne over at få at vide fra en anden – at børnene indimellem fik lov at græde til de faldt i søvn, fordi de ikke havde “hænder nok” og fordi børnene skulle sove på et bestemt tidspunkt. Jeg får kuldegysninger ved tanken om at min datter skulle ligge og græde og kalde på omsorg indtil hun gik kold af ren afkræftning fra at græde. Det har hun aldrig prøvet, og det kommer hun aldrig nogensinde til. Her falder hun i søvn når hun er træt, enten af sig selv, med kys og kram, via amning eller i sin barnevogn – jeg tror ikke på at børn skal “lære at sove“. Jeg tror på at alt kommer naturligt.

 

 

Jeg har det godt med vores beslutning, og jeg har ro i sindet fordi de er så søde og rare i hendes vuggestue. Jeg tror på at vi har valgt det allerbedste for hende – også selvom det slår knuder i min mave ved tanken om at jeg skal aflevere mit barn til en person jeg ikke kender rigtigt. Men havde min menneskelige intuition ikke fortalt mig at der er grønt lys og at alt nok skal gå, så havde jeg heller ikke gjort det. Hun skal jo ikke i vuggestue for enhver pris.

 

God aften everyone – nu vil vi hoppe ud og spise aftensmad med min mor <3

 

dsc_0093

 

zalba

 

 

 

 

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur

Tjuhej hvor det går

untitled-3

Puha hvor tiden flyver…. Jeg føler nærmest det er 150 år siden jeg har blogget sidst – men det er der jo så også en god grund til. Vi er nemlig flyttet, og vi er overhovedet ikke i nærheden af på plads endnu. Som de fleste af jer nok har læst, så gik min elskede mormor bort for nogle uger siden, vel og mærke to dage efter vi var flyttet – så det satte naturligvis lige hele projektet på stand by. Jeg fungerer stadig ikke helt efter bogen, jeg er helt knust, og kan stadig ikke sove ordentligt om natten…

 

Vi venter stadig på vores nye sofa, som vi er ved at få specielt-designet (vi kunne ikke beslutte os for én og så fandt vi det svedigste sted hvor de skrædder-syr lige efter ens behov og ønsker – det skriver jeg mere om så snart sofaen er ankommet, og måske i får en tour i huset også 🙂

 

Det er helt vildt at skulle indrette et 200 m2 hus når man kommer fra små 60 m2! Alt det plads!  Allermest glæder jeg mig til at indrette Alba’s værelse – jeg har købt SÅ mange fine ting til det, faktisk lidt FOR mange, så jeg må egentlig prioritere hvilke der passer bedst. Jeg har selv (ja you heard me) SELV samlet hendes tremmeseng (forestil jer her en emoji der flexer guns). Hun ligger faktisk i den for allerførste gang nu, herhjemme samsover vi jo, så den skal egentlig mest bruges til når hun skal sove til middag – der plejer jeg at lægge hende i vores seng, amme hende i søvn og så ligge en babyalarm ved hende – men nu hvor hun er begyndt at kravle er det simpelthen for risky, så nu ammer jeg hende stadig i søvn, og så ligger jeg hende i tremmesengen når hun er gået omkuld – og hun sover uden problemer. Nogle mener nok at hun burde komme i egen seng om natten også, men det er vores valg at samsove, og lige nu fungerer dét bedst for os, så sådan er det. Jeg ammer også stadig et par gange i løbet af natten, og her ER det altså bare nemt for både mig og Alba at hun selv kan “tage for sig” – så behøver jeg ikke rigtigt at vågne, og Alba falder i søvn på 0,5 igen – win win 🙂

 

Jeg er blevet kaldt en frygtelig spelt-mor fordi jeg kun serverer økologisk mad for mit barn, samsover, fuldammede til 6 måneder og har tænkt mig at fortsætte til hun selv siger stop – but really, i dont care… Det er måden vi har valgt at gøre det herhjemme, og så længe jeg har baby-daddy’s opbakning på det, så er det sådan set det eneste der tæller. Heldigvis tænker vi helt ens, og er fuldstændig enige om alt vedrørende børneopdragelse (seriøst, hvor heldig har man lov at være at finde sin soulmate i en så ung alder). Vi opdrager med kærlighed, kys og kram, og forståelse, frem for med metoder, regler og “løftede pegefingre” – og det bliver vi ved med. Jeg er sgu blevet lidt træt af “bare vent du bliver klogere” – jeg tror nu engang at jeg kender mig og min familie bedst 🙂

 

Og med de ord, vil jeg kysse mit smukke barn som lige er vågnet og blevet hentet af sin dejlige far – og så vil vi holde søndag i pyjamas, hyggesokker og med ild i brændeovnen. Livet er ganske ok, og man må få det bedste ud af det selvom man er ramt af sorg.

Glædelig 3. advent allesammen, fra vores hyggelige, men rodede papkasse af et hus i skoven <3

 

dsc_0091 dsc_0093

 

 

 

 

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur

Parforholdet når der kommer en lille…

 

familiekærlighed

Der er flere af jer der har efterspurgt et indlæg om hvordan jeg synes det at få en lille én (ikke som i en snaps, eller en fadøl, men som i en baby) har påvirket vores forhold. Jeg ved at rigtig mange kæmper med forholdet efter der er kommet +1, og jeg ved også at statistisk set går størstedelen fra hinanden indenfor et år efter baby er født. Virkelig øfferen statistik, synes jeg.

For nogle er det jo nok også bedst for både dem selv og ikke mindst baby at gå fra hinanden. Selvfølgelig skylder man sit barn at forsøge at blive sammen, men det er vel heller ikke fair overfor en lille uskyldig skabning at skulle blive sat i en verden fyldt med negativ energi, skænderier og kede af det forældre. Jeg tror naturligvis på at små børn kan fornemme sådan noget. Ligeså vel som de kan fornemme glade forældre der elsker hinanden og som rummer overskud og tilstrækkelighed.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Cengiz’ og mit forhold har altid været meget specielt. Vi er kærester, men også bedste venner. Vi laver alt sammen, og er sjældent hver for sig. Bevares, vi ser da vores venner og veninder, men vi er bare rigtig meget sammen. Jeg bliver aldrig rigtig træt af ham, og jeg kan altid holde ud at være i hans selskab. Vi er bare et pisse godt match, og jeg kan ikke forstå jeg nogensinde har levet uden ham, ærlig talt. Bevares, indimellem har jeg da lyst til at sparke ham over skinnebenet, hvem har ikke det i deres forhold indimellem. Lur mig om han ikke indimellem også river sig i skægget over mig, og har lyst til at flytte til Bangladesh, eller lignende… Muahaha-haa…

kyssebillede

Hvis man godt må have lov at hælde fløde og sukker på indlægget her, ikk’… Så vil jeg bare gerne sige at det gik op for mig under min graviditet hvor awesome en mand jeg egentlig har. Jeg vidste jo godt i forvejen at han var ‘The one’, men det understregede han virkelig da jeg i mine, okay indrømmet, hormonelle psycho-flip til tider opførte mig som en hysterisk 5årig. Han udviste en rolighed og et overskud, og var bare sådan “Okay skat. Så vær du bare sur. Jeg ved godt det er dine hormoner der taler. Men jeg gider ikke finde mig i du snakker grimt til mig. Så når du gider snakke ordentligt, vil jeg rigtig gerne hygge med dig. ” – når man er ramt af hormoner i 3. trimester og raserien fløjter rundt i kroppen på én, så har man måske faktisk lidt LYST til at han skal skændes med én. Men 5 minutter efter når man er faldet ned igen, kan man jo godt se at det dér… Det er en rigtig mand, der ikke finder sig i jeg er en idiot, men som samtidig viser at han er der for mig. God, i love him altså!

 

 

Da vi så fik Alba, der væltede han min verden fuldstændig – på den gode måde. Han viste hvor formidabel fantastisk en far han er, og kæreste på samme tid. Han har en ro over sig, som jeg kun kan beundre, og han har på så mange måder bekræftet mig i at det er den helt rigtige jeg har valgt som far til mine børn (nej vi har ikke en til på vej endnu, men den tid kommer jo)

Alt i alt, så har det at vi har fået Alba kun bekræftet os i at vi er de rigtige for hinanden, og at familie-livet, det bare er os. Ingen af os har været ude (her mener jeg i byen, eller generelt bare ude og drikke alkohol som mange andre på vores alder gør) siden før jeg blev gravid. Mormor og morfar, kalder nogle os. Vi elsker vores liv, og hviler egentlig meget i os selv og vores parforhold. Vi har aldrig skændtes mindre end siden vi fik Alba. Ligesom alle andre par kan vi da diskutere og skændes, bevares, vi er begge meget stædige – men det er somom at livet bare giver mere mening, efter hun er kommet. Kliché-agtigt sagt, ikk? Well, det er altså nu engang rigtigt.

 

Okay, nu kom det her kilometer-lange indlæg mest til at handle om at hylde Cengiz – men det er faktisk okay. For det fortjener han. 

 

godnatttt

Billedet er fra Alba var en endnu mindre prut end hun er nu – jeg elsker det her billede. 

Kærlighed.

geggo_signatur

Hej Stephanie – og velkommen til mor-verdenen.

14199527_1780884755529083_5720888003954098408_n

Da jeg blev mor vidste jeg godt at jeg automatisk trådte ind i en verden hvor løftede pege-fingre, bedrevidenhed og fordomme herskede. Jeg snakker ikke om dette i forhold til mig som offentlig person, men om det hele, mor-til-mor. Er jeg den eneste der synes der er en kedelig tendens til at mødre skal hakke på hinanden, og fortælle hinanden i vrede toner hvordan de skal (SKAL?) gøre tingene for deres eget barn? Vi er alle enige om at der er forskellige måder at gøre tingene på. Ikke kun som mor, men generelt som menneske. Hvorfor kan vi så ikke også være enige om at det er okay at andre ikke gør som man selv gør, så længe det ikke skader barnet eller andre?  Jeg er i forskellige termins og mødre -grupper på facebook, og så har jeg min side Stephanie,Geggo hvor jeg ofte læser folk diskutere, og diskussion er jo på sin vis også sundt – men det ender bare så ofte ud i skænderier, pegen fingre og “du er en dårlig mor”-sætninger til hinanden. Jeg synes faktisk ikke jeg er særlig ramt personligt at negative kommentarer, og det er jeg da glad for. Jeg skal da også selv nogle gange lige hanke op, og fortælle mig selv at “sådan gør HUN. Det er det valg HUN har taget for sit barn – og det har intet med mig at gøre”.

 

Jeg elsker min mor-rolle højere end noget andet i hele verden, men jeg bliver led og ked af at læse hvordan andre mødre hakker på hinanden og får hinanden ned med nakken. Hvis en mor gør noget direkte skadeligt for sit barn, så er det selvfølgelig en helt anden sag. Eksempelvis så jeg et opslag med en der ammede sit barn, imens hun sad og røg en cigaret, og der må jeg også indrømme at jeg blev harm. Der var dog så meget hetz på hende, så meget faglig viden og gode argumenter at jeg ikke følte behov for at blande mig. Altså man skal jo ikke være på Einstein-niveau intelligens-mæssigt for at vide at dét er en dum idé. Jeg tror opslaget fik omkring 550 kommentarer, og sikkert mange flere endnu, medmindre det nu er slettet. I situationer som dén kan jeg godt forstå at man ikke kan lade være at kommentere på det – for cigaretter er, ifølge de fleste mennesker, sundhedsstyrelsen og verden generelt, direkte skadeligt for barnet.

 

 

Jeg tror bare rigtig mange kan nikke genkendende til det med at gode råd modtages med kyshånd – når der er bedt om dem. Jeg ser tit mødre i grupper lægge opslag op om et eller andet hyggeligt de foretager sig med deres barn, og tit og ofte ødelægges deres hyggestunds-billede af andre mødre der lige skal påpege noget de synes der gøres forkert og som man mener bør ændres. Det er altså så ærgerligt.

 

Det ville være så rart hvis vi alle gjorde mere plads til hinanden, og accepterede at vi alle gør vores bedste, og gør man sit bedste – så er man en god mor.

 

dsc02728 dsc02618

Kærlighed.

geggo_signatur