Stephanie Karma

Selvfølgelig er mit liv ikke lyserødt.

 

blodnyny

Jeg sidder her i min have og kigger på mine to hunde lege, og føler mig ovenud privilligeret. Jeg har min lille kernefamilie, vi bor i et dejligt hus i Dragør, min lille datter sover middagslur ovenpå, solen skinner og her dufter af nyslået græs. Far er i salonen og renovere, fordi vi har fået bygget et nyt lokale til vores kosmetolog, og det skal spartles, males og alt det der jeg ikke har forstand på. Han knokler, og her går det virkelig op for mig hvor vigtigt det er at vi er to om salonen. Vi supplerer hinanden så godt, og ordner tingene mere eller mindre 50/50. Snart har salonen fødselsdag og der vil jeg lave et indlæg om status for salonen, hvordan det går i forhold til forventninger osv.

 

Nogle mener at jeg får mit liv til at fremstå lyserødt, og fejlfrit. Det gør jeg ikke. Jeg deler ikke alt om mit liv – selvfølgelig gør jeg ikke det. Fordi vi har et tv-program betyder det ikke at vi vender vrangen helt ud på os selv uden at holde noget privat, slet ikke. Jeg er ikke fan af at hænge mit beskidte vasketøj til tørre. Bevares, indimellem går bølgerne da højt også på tv, og det skal der da være plads til. Jeg får det bare skidt over at læse når folk hænger hinanden ud, og sviner deres familie til offentligt. Det kommer jeg aldrig til at gøre, og slet ikke med dem jeg elsker. En anden ting er, at jeg bestemt heller ikke er typen der brokker mig vidt og bredt hvis jeg synes der er et problem i mit liv. Så løser jeg det, eller prøver på det, finder evt det bedste alternativ og kommer videre. Hvis mit liv fremstår lyserødt og fejlfrit, så er det nok fordi jeg ser anderledes på tingene end mange andre gør. Jeg dvæler sjældent i negativitet, og tager nok tingene lettere end de fleste. Jeg finder somregel noget positivt ved alt, og det er nok min redning. Mit, tiltider, lalleglade sind. Dumme, om man vil. Der er da ting der er hårde – bevares. Lyserødt vil jeg ikke kalde det. At være mor til en halvanden-årig, selvstændig forretnings-kvinde, blogger, familiemenneske, og samtidig lave et tv program er ikke en dans på roser altid. Misforstå mig ikke – jeg ELSKER det jeg laver, ellers havde jeg fundet på noget andet. Men tiltider, jo så er det da hårdt at få det hele til at spille. Når det hele går rigtig stærkt, og jeg føler mig overrumplet af projekter og ting jeg skal, så priser jeg mig lykkelig over at have det forhold jeg har. Mange spørger “skændes i aldrig?” og jo – bevares, vi er da begge temperamentsfulde, og kan diskutere og være uenige ligesom alle andre. Men vi råber og skriger aldrig, eller er derude hvor vi er ved at gå fra hinanden. Vi har ligesom en melodi, og nogle noder som vi begge kender så godt – og vi er sindssygt gode til at få tingene til at spille, og samtidig huske hinanden og at være KÆRESTER. Vi er one hell of a team, og uden Cengiz havde mit liv ikke været nær så fedt som det er nu. Vi har meget samme idéer, og samme mål i livet, og prioriterer familie og forrentings-livet fremfor noget andet. Great minds think alike, er det ikke det de siger? 🙂

 

Så nej, mit liv er ikke lyserødt selvom det indimellem fremstår sådan. Jeg kan også have dårlige dage, og dage hvor jeg føler det hele vokser mig over hovedet, dage hvor jeg føler mig som en dårlig mor, og dage hvor jeg snerrer og er en dårlig kæreste – men jeg tager mig selv i det så hurtigt som muligt, hanker op i mig selv og husker mig selv på hvor priviligeret jeg er. De dage kommer meget sjældent, men de kommer. Og de er en del af livet – når man selv har valgt at have travlt, og gang i mange ting og samtidig er en følsom person med perfektioniste tendenser.

 

En ting er dog stensikkert: Jeg ELSKER mit liv <3

 

blodnynynynynynyny blodnynyny thailandfarogdatter

Kærlighed.

geggo_signatur

At komme hjem til noget virkelig ubehageligt!

blodplethunde

I søndags havde min mor, Alba og jeg været i Fields og shoppe og spise frokost. Virkelig hyggeligt, og skønt med kvalitetstid med min mama. Cengiz havde noget arbejde han skulle lave, så han var ude og ordne det. Efter Fields-hygge kørte lille A og jeg hjem, hvor begge hundepiger samt Cino var. Vi passer Cino lidt fortiden fordi han simpelthen elsker vores have, og så kan Jytte få lidt fred i sin krop som ikke har det alt for godt fortiden.

Vi kommer ind af døren som vi plejer – hundene løber os i møde, og alt er fint. Jeg går så ind i stuen, og det første der falder mig i øjnene er en kæmpe blodplet på sofaen. Jeg sætter Alba på sit legetæppe, og begynder at undersøge hundene – men der er INGENTING at finde. Hverken på deres krop, ansigt, poter, i munden på nogle af dem, i ørene eller noget som helst! Der er ikke så meget som en dråbe blod rundt om munden på nogle af dem. Cino er sort, så ham tjekker jeg med en vådserviet. Ingen spor af blod, what so ever. Det er en stor plet! Ikke bare sådan en “kan en af dem være i løbetid?” -plet. Den er MEGET større end det.

 

blodplet

Hvad pokker er der sket?? Min første tanke var at de har været oppe og slås. Det ligner dog ikke Baby og Karma, da de ikke gør sig i sådan noget. Cino er også kun sur på andre hanner. Men der er ingen huller, ingen sår, nada nix. Min næste tanke er så at de må have fået fat i et dyr – men hvor skulle det dyr komme fra? Alle døre er lukkede, og der er ikke spor af pels, knogler, eller lignende. Så en rotte/mus er udelukket. Det kunne ellers være oplagt da vi jo bor i skoven. Men hvis de havde dræbt et dyr i sofaen – ville de så ikke have bare en lillebitte smule blod om munden/på poter eller lignende? Der er INGENTING på nogle af dem. Ingen blod på gulvet, eller andre steder. KUN det sted i sofaen. Mit lillebitte hovede kan slet ikke kapere det.

 

Puha, det var altså ikke rart at komme hjem til. Mysteriet er ikke løst endnu – hvad tror i der er sket?

 

Ps. Kan nogle af jer anbefale et godt sofa-renser firma? Jeg har forsøgt at vaske og skrubbe, men det vil altså ikke helt af det blod. Vi forsøger med en god rens, og hvis det ikke lykkes må vi købe en ny. Dammit. 

blodpleteftervask

Kærlighed.

geggo_signatur

Dag 14 på udrensning – om sukkertrang, stress og gag-refleks

 

detoxgreens

Wupchikabumbum-awabawap-wap – idag er det rent faktisk 14 dage jeg har udrenset. Tiden er gået overraskende stærkt, og jeg har glædet mig til at dele det her indlæg med jer.

 

De første 14 dage har ikke været de nemmeste i hele mit liv. Det vil jeg gerne indrømme. De har dog absolut heller ikke været de hårdeste. Det sværeste ved at udrense sådan her er de dage hvor jeg er mange timer i salonen. Jeg skal huske at lave en salat, råkost eller lignende at tage med – og med en lille Frøken der også skal i vuggestue, og have mor-far-hygge om morgenen og kvalitetstid inden (vi går meget op i at det ikke bliver for “godmorgen, her får du lige tøj på og ren ble, og så afsted!”), så kan det godt nogle gange blive glemt. Det er virkelig gået op for mig hvor vigtigt det er at have mad med mig – og hvor mange klamme snacks og junk-ting jeg egentlig kører i hovedet normalt i løbet af en dag. Det har været en form for øjenåbner, og et slap in the face konstant at blive mindet om “okay, her ville jeg jo bare have købt en hurtig burger” og “her ville jeg til hver en tid have drukket en iskold faxe kondi til” osv. Det er en FED øjenåbner, for jeg er jo igang med at ændre det.

Det er ingen hemmelighed at jeg er en kvinde med ild i mange ting. Jeg bruger meget tid i vores forretning, jeg bruger tid på min blog (okay jeg har været meget væk – im back!), jeg laver TV, jeg lider af rengøringsvanvid, men vigtigt af ALT – så bruger jeg meget tid med min lille familie. Når tingene og livet går stærkt, og jeg mærker stressen presse på, så gør jeg noget der strider imod mine egne instinkter – jeg trækker stikket. For er der noget jeg finder mere afstressende og beroligende for mit sind end noget andet, så er det kvalitetstid med dem jeg elsker, straight up.

Det er også sket nogle dage at jeg i alt for mange timer har “glemt” at spise. Simpelthen fordi jeg nægter at snyde mig selv og spise noget hurtigt. På det punkt er jeg meget stædig. Det er dog efterhånden begyndt at blive en vane at huske at få noget ned, og huske at have frugt og grønt med i tasken. Alt kræver tilvænning og vane, og jeg tror langsomt jeg er ved at indfinde mig i denne her udrensnings-jungle. Jeg begynder også at elske det.

 

Der er mange af jer der har spurgt efter en “madplan” altså en plan over hvad jeg spiser i løbet af en dag. Det kan jeg ikke, for jeg har ikke en. Jeg spiser jo bare, og jeg spiser gerne MEGET – jeg elsker mad, og jeg elsker meget mad. Jeg er ikke typen der nipper til en salat, jeg laver allerhelst et helvedes-orgie af stegte grøntsager, friske grøntsager, råkost, kød og så er der ellers serveret. Jeg holder mig helt fra kornprodukter, stivelse, de fleste mælkeprodukter (lidt fløde og smør er ok), sukker, kaffe, og så drikker og spiser jeg de ting min udrensnings-guide siger jeg skal, hver dag. Læs evt mit indlæg HER. Det mærkelige er at sukkertrangen først trådte ind efter 5-6 dage på udrensning. WOOOOW hvor den pludselig bare kickede ind. Jeg lå i sengen og forsøgte at overbevise mig selv om at jeg kun snød mig selv ved at gå ned og spise de mega lækre chokolader i skuffen. Istedet bagte jeg en kage uden sukker, kun sødet med banan og dadler, og selvfølgelig også uden mel. Opskriften kommer en af dagene. Shit den var god! Jeg har lavet den et par gange siden. Sukkertrangen er forsvundet, men den smager bare så godt.

detox

Det værste ved udrensningen er den HUSK jeg skal have ned hver dag. Jeg stiger mængden hver eneste dag, og det bliver sværere og sværere at få ned. Jeg har en umådelig sart “kaste-op-lyd” refleks, og den kommer virkelig til udtryk når jeg spiser HUSK om morgenen. Mælkebøtte-ekstrakten er ikke slem, lidt bitter, men ellers faktisk ok. Mine detoxdråber er nemme at få ned. Den koncentrerede grønne the elsker jeg, men jeg er også underlig i den retning, de fleste der har smagt den synes at den er røvsyg og ret sur i det.

 

Alt i alt, er de 14 dage gået stærkt, og jeg kan virkelig lide det. Jeg kan mærke nu hvor sukkertrangen er væk, at min krop har det virkelig godt. Jeg er friskere om morgenen, og tænker mere klart. Tør slet ikke tænke på hvordan jeg har det om 14 dage. Jeg har tænkt mig at udrense i 3 måneder. Når man udrenser på denne her måde jeg gør istedet for med juice/faste/suppe kure som mange andre gør, så udrenser man skånsomt og forsigtigt. Derfor er det også en længere proces. På den måde kan jeg stadig amme, og på den måde forgifter jeg ikke min krop.

 

Jeg skal nok holde jer opdateret – også med lækre sukkerfri kager og opskrifter. I må også gerne byde ind hvis i har nogle rigtig gode opskrifter uden sukker og kornprodukter <3

 

detox2

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur

Hello Thailand! <3

 

Efter en uge i Thailand, og med to babies der sover eftermiddags-lur indenfor, følte jeg en trang til at sætte mig på vores lille sol-balkon, nyde udsigten og skrive lidt “hjem”.

thailandme

Der er så absolut ingen tvivl om at jeg ikke kender nogle par der tilbringer ligeså meget tid sammen som Cengiz og jeg gør. Alligevel er der ingen vi hellere vil rejse med end hinanden – pladder-romantisk-kliché agtigt, ikk? Men ikke desto mindre, er det altså nu engang facts. Morgenen vi skulle afsted vågnede vi (ligeså lalleglade vi er hvergang vi skal rejse) op og dansede rundt og sang “vi skal på ferie”- sange. Hurtigt vendte stemningen dog, da vi blev informeret om kæmpe oversvømmelser på vores destination, og et regnvejr der ikke havde været i den størrelses-orden i 10-15 år…. Great… 4 døde mennesker også, siger du? Århhh mannn! 🙁

 

Vi søgte selvfølgelig råd hos diverse selskaber og rejse-eksperter og blev beroliget med at vi sagtens kunne tage afsted og at det ikke ville resultere i at A skulle udstyres med redningsvest hele ferien, og at vi partout skulle invistere i gummibåd og waders – men at vi dog måtte “regne” med lidt vådt vejr (you see what i just did there?) – så vi tog afsted. Vi er jo altså 2 stk very optimistiske personer, og derfor var vi stadig meget glade da vi drog mod lufthavnen. Velvidende at vi muligvis ville sidde i regnvejr i gud ved hvor lang tid… Eksotisk, jooooo, drømme-scenariet, arrhhhh…

 

Flyveturen med A gik udover al forventning. Jeg ammer stadig, hvilket gjorde takeoff og landing utrolig nemt, fordi vi (har jeg hørt) derfor undgik tryk i ørene – hun faldt i søvn inden flyveren var helt i luften, og sov 2,5 time. Dear baby, how i love you… Så var vi ligesom afsted! 🙂 Jeg havde pakket en håndbagage med snacks, legetøj og andet til Alba – den var større end Cengiz’ og min tilsammen, for ligesom at være sikre på at være “coveret” – og det var vi. Alba er generelt et utrolig nemt barn, og hun pludrede og hyggede, spiste lidt, ammede lidt, drak lidt, pruttede lidt, sov lidt mere, og hyggede ellers overvældende meget, taget i betragtning af at være indespærret på et fly-sæde. Vi havde købt ekstra sæde til hende, og GUD hvor kan det anbefales – just saying! Hun havde sædet imellem os, og da hun sov kunne hun ligge dér med sin hovedpude imens vi skiftes til at holde så hun ikke tiltede ned. Nemt. Fantastisk. Tak fordi du er sådan et nemt barn. Da vi landede fik vi da også et par søde ord fra med-passagerer “hvor har hun klaret det flot” og “sikke en nem lille pige i har” – jeg siger ikke at jeg blev 10 cm højere, og røv-stolt – jeg siger bare, at dét gjorde jeg. Jeg føler mig tilpas informeret nu til at mit næste indlæg må blive et “mine råd til lang flyvetur med baby” – okayokay, typen der tror hun er ekspert efter et par flyveture…. Men altså – jeg HAR virkelig nogle gode råd jeg gerne vil give videre! 🙂 Læs dem eller lad være… <3

thailandhat thailandhovede thailandskkanin

 

Da vi ankom, havde vi meget regn (som forventet). Det så cirka sådan her ud:

thailandoversvoemmels thailandregn

 

Det klarede dog allerede op efter et par dage (følte mig som en heldig kartoffel, kan jeg godt fortælle jer) – og indtil nu har det altså set sådan her ud, mere eller mindre:

 

thailandblue thailanscengu

 

 

 

Al kærlighed og respekt til vores ven “Onkel Jurgen” der desværre døde igår efter at være blevet skudt på kujon-agtig vis i sit sommerhus… <3 Han vil være savnet.

 

 

 

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur

… Og det har jeg det godt med.

Wow… Aldrig havde jeg forestillet mig det ville blive til en sådan debat at jeg ærligt fortalte mine bekymringer og tanker om dét at Alba skal starte i vuggestue. Havde jeg vidst at det ville blive til en masse pegen fingre, diskussioner mellem folk, og fordømmende ord kvinder imellem – så havde jeg ikke skrevet indlægget.

 

Hvad får nogle til at tro at de kan bedømme hvad der er bedst for andres børn? “det er bedst for barnet at…” “det er kun dit behov ikke hendes” “børn har ikke behov for socialisering før de er 2-3 år” Ehm, squeeeeeze me, men hvordan filan kan der sidde mennesker der aldrig nogensinde har mødt hinanden og fortælle hinanden hvad der er bedst for DERES børn? Nej. Bare nej. Forældre ved hvad der er bedst for deres børn. Punktum.

 

Alba skal ikke i vuggestue på fuld tid – hun skal størstedelen af tiden være hjemme sammen med mig, og hendes far. Vuggestuen skal ikke bruges som “aflastning” eller som et sted vi afleverer hende for at kunne gå hjem og sidde og glo ind i en væg. Hun skal være i vuggestuen på deltid, og det skal hun fordi at glæden i Alba’s øjne når hun ser et barn på hendes alder, den er så kæmpestor at jeg får helt varme i kroppen, og nej – jeg kan ikke give hende den socialisering selv. Det er fysisk umuligt for mig fordi:

HVIS Alba skulle gå hjemme med mig, hvilket vel at mærke sagtens kunne lade sig gøre, så skulle hun altså med i salonen og på arbejde hver dag. Det synes hun da er rigtig hyggeligt og salonen er også blevet et trygt og dejligt sted for hende at være – men her er ingen andre børn at lege med. Ja så kunne jeg prioritere at være hjemme med hende og finde lege-grupper, men så ville jeg nok også være nødsaget til at sælge min forretning – og lets be honest – vi skal alle have mad på bordet, vi skal alle have en indtægt. Og jeg sætter en stor ære i at tjene mine egne penge – det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre.

 

Så – there you go. Derfor holder jeg ikke Alba hjemme selvom jeg faktisk har muligheden. Fordi at så skulle hun sjældent møde andre børn. Og måske har hun ikke et BEHOV som sådan for det “rent videnskabeligt”, men jeg vil gerne give hende den glæde som hun får hver gang hun ser en jævnaldrende – hun får det fedeste glædesflip 😀

Og og og…. Indlægget var heller ikke lavet for at starte en debat om hvorvidt vuggestuer var bedre end dagplejere – der findes shitty vuggestuer, og der findes shitty dagplejere – ligeså vel som der findes fantastiske af begge dele. Vi er bare faldet over et par shitty dagplejere, og en fantastisk vuggestue der passer til vores behov.

 

Må jeg godt være rigtig glad for min beslutning? Thank you very much 🙂

 

God weekend everybody! En lille bøvs fra mig… Imorgen er jeg god igen 😉

 

img_3538

^^ Lidt rod hist og her – oh well, vi er altså ikke på plads i huset endnu 😀

 

Kærlighed.

geggo_signatur
Older posts