Tjuhej hvor det går

untitled-3

Puha hvor tiden flyver…. Jeg føler nærmest det er 150 år siden jeg har blogget sidst – men det er der jo så også en god grund til. Vi er nemlig flyttet, og vi er overhovedet ikke i nærheden af på plads endnu. Som de fleste af jer nok har læst, så gik min elskede mormor bort for nogle uger siden, vel og mærke to dage efter vi var flyttet – så det satte naturligvis lige hele projektet på stand by. Jeg fungerer stadig ikke helt efter bogen, jeg er helt knust, og kan stadig ikke sove ordentligt om natten…

 

Vi venter stadig på vores nye sofa, som vi er ved at få specielt-designet (vi kunne ikke beslutte os for én og så fandt vi det svedigste sted hvor de skrædder-syr lige efter ens behov og ønsker – det skriver jeg mere om så snart sofaen er ankommet, og måske i får en tour i huset også 🙂

 

Det er helt vildt at skulle indrette et 200 m2 hus når man kommer fra små 60 m2! Alt det plads!  Allermest glæder jeg mig til at indrette Alba’s værelse – jeg har købt SÅ mange fine ting til det, faktisk lidt FOR mange, så jeg må egentlig prioritere hvilke der passer bedst. Jeg har selv (ja you heard me) SELV samlet hendes tremmeseng (forestil jer her en emoji der flexer guns). Hun ligger faktisk i den for allerførste gang nu, herhjemme samsover vi jo, så den skal egentlig mest bruges til når hun skal sove til middag – der plejer jeg at lægge hende i vores seng, amme hende i søvn og så ligge en babyalarm ved hende – men nu hvor hun er begyndt at kravle er det simpelthen for risky, så nu ammer jeg hende stadig i søvn, og så ligger jeg hende i tremmesengen når hun er gået omkuld – og hun sover uden problemer. Nogle mener nok at hun burde komme i egen seng om natten også, men det er vores valg at samsove, og lige nu fungerer dét bedst for os, så sådan er det. Jeg ammer også stadig et par gange i løbet af natten, og her ER det altså bare nemt for både mig og Alba at hun selv kan “tage for sig” – så behøver jeg ikke rigtigt at vågne, og Alba falder i søvn på 0,5 igen – win win 🙂

 

Jeg er blevet kaldt en frygtelig spelt-mor fordi jeg kun serverer økologisk mad for mit barn, samsover, fuldammede til 6 måneder og har tænkt mig at fortsætte til hun selv siger stop – but really, i dont care… Det er måden vi har valgt at gøre det herhjemme, og så længe jeg har baby-daddy’s opbakning på det, så er det sådan set det eneste der tæller. Heldigvis tænker vi helt ens, og er fuldstændig enige om alt vedrørende børneopdragelse (seriøst, hvor heldig har man lov at være at finde sin soulmate i en så ung alder). Vi opdrager med kærlighed, kys og kram, og forståelse, frem for med metoder, regler og “løftede pegefingre” – og det bliver vi ved med. Jeg er sgu blevet lidt træt af “bare vent du bliver klogere” – jeg tror nu engang at jeg kender mig og min familie bedst 🙂

 

Og med de ord, vil jeg kysse mit smukke barn som lige er vågnet og blevet hentet af sin dejlige far – og så vil vi holde søndag i pyjamas, hyggesokker og med ild i brændeovnen. Livet er ganske ok, og man må få det bedste ud af det selvom man er ramt af sorg.

Glædelig 3. advent allesammen, fra vores hyggelige, men rodede papkasse af et hus i skoven <3

 

dsc_0091 dsc_0093

 

 

 

 

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur

Parforholdet når der kommer en lille…

 

familiekærlighed

Der er flere af jer der har efterspurgt et indlæg om hvordan jeg synes det at få en lille én (ikke som i en snaps, eller en fadøl, men som i en baby) har påvirket vores forhold. Jeg ved at rigtig mange kæmper med forholdet efter der er kommet +1, og jeg ved også at statistisk set går størstedelen fra hinanden indenfor et år efter baby er født. Virkelig øfferen statistik, synes jeg.

For nogle er det jo nok også bedst for både dem selv og ikke mindst baby at gå fra hinanden. Selvfølgelig skylder man sit barn at forsøge at blive sammen, men det er vel heller ikke fair overfor en lille uskyldig skabning at skulle blive sat i en verden fyldt med negativ energi, skænderier og kede af det forældre. Jeg tror naturligvis på at små børn kan fornemme sådan noget. Ligeså vel som de kan fornemme glade forældre der elsker hinanden og som rummer overskud og tilstrækkelighed.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Cengiz’ og mit forhold har altid været meget specielt. Vi er kærester, men også bedste venner. Vi laver alt sammen, og er sjældent hver for sig. Bevares, vi ser da vores venner og veninder, men vi er bare rigtig meget sammen. Jeg bliver aldrig rigtig træt af ham, og jeg kan altid holde ud at være i hans selskab. Vi er bare et pisse godt match, og jeg kan ikke forstå jeg nogensinde har levet uden ham, ærlig talt. Bevares, indimellem har jeg da lyst til at sparke ham over skinnebenet, hvem har ikke det i deres forhold indimellem. Lur mig om han ikke indimellem også river sig i skægget over mig, og har lyst til at flytte til Bangladesh, eller lignende… Muahaha-haa…

kyssebillede

Hvis man godt må have lov at hælde fløde og sukker på indlægget her, ikk’… Så vil jeg bare gerne sige at det gik op for mig under min graviditet hvor awesome en mand jeg egentlig har. Jeg vidste jo godt i forvejen at han var ‘The one’, men det understregede han virkelig da jeg i mine, okay indrømmet, hormonelle psycho-flip til tider opførte mig som en hysterisk 5årig. Han udviste en rolighed og et overskud, og var bare sådan “Okay skat. Så vær du bare sur. Jeg ved godt det er dine hormoner der taler. Men jeg gider ikke finde mig i du snakker grimt til mig. Så når du gider snakke ordentligt, vil jeg rigtig gerne hygge med dig. ” – når man er ramt af hormoner i 3. trimester og raserien fløjter rundt i kroppen på én, så har man måske faktisk lidt LYST til at han skal skændes med én. Men 5 minutter efter når man er faldet ned igen, kan man jo godt se at det dér… Det er en rigtig mand, der ikke finder sig i jeg er en idiot, men som samtidig viser at han er der for mig. God, i love him altså!

 

 

Da vi så fik Alba, der væltede han min verden fuldstændig – på den gode måde. Han viste hvor formidabel fantastisk en far han er, og kæreste på samme tid. Han har en ro over sig, som jeg kun kan beundre, og han har på så mange måder bekræftet mig i at det er den helt rigtige jeg har valgt som far til mine børn (nej vi har ikke en til på vej endnu, men den tid kommer jo)

Alt i alt, så har det at vi har fået Alba kun bekræftet os i at vi er de rigtige for hinanden, og at familie-livet, det bare er os. Ingen af os har været ude (her mener jeg i byen, eller generelt bare ude og drikke alkohol som mange andre på vores alder gør) siden før jeg blev gravid. Mormor og morfar, kalder nogle os. Vi elsker vores liv, og hviler egentlig meget i os selv og vores parforhold. Vi har aldrig skændtes mindre end siden vi fik Alba. Ligesom alle andre par kan vi da diskutere og skændes, bevares, vi er begge meget stædige – men det er somom at livet bare giver mere mening, efter hun er kommet. Kliché-agtigt sagt, ikk? Well, det er altså nu engang rigtigt.

 

Okay, nu kom det her kilometer-lange indlæg mest til at handle om at hylde Cengiz – men det er faktisk okay. For det fortjener han. 

 

godnatttt

Billedet er fra Alba var en endnu mindre prut end hun er nu – jeg elsker det her billede. 

Kærlighed.

geggo_signatur

Hej Stephanie – og velkommen til mor-verdenen.

14199527_1780884755529083_5720888003954098408_n

Da jeg blev mor vidste jeg godt at jeg automatisk trådte ind i en verden hvor løftede pege-fingre, bedrevidenhed og fordomme herskede. Jeg snakker ikke om dette i forhold til mig som offentlig person, men om det hele, mor-til-mor. Er jeg den eneste der synes der er en kedelig tendens til at mødre skal hakke på hinanden, og fortælle hinanden i vrede toner hvordan de skal (SKAL?) gøre tingene for deres eget barn? Vi er alle enige om at der er forskellige måder at gøre tingene på. Ikke kun som mor, men generelt som menneske. Hvorfor kan vi så ikke også være enige om at det er okay at andre ikke gør som man selv gør, så længe det ikke skader barnet eller andre?  Jeg er i forskellige termins og mødre -grupper på facebook, og så har jeg min side Stephanie,Geggo hvor jeg ofte læser folk diskutere, og diskussion er jo på sin vis også sundt – men det ender bare så ofte ud i skænderier, pegen fingre og “du er en dårlig mor”-sætninger til hinanden. Jeg synes faktisk ikke jeg er særlig ramt personligt at negative kommentarer, og det er jeg da glad for. Jeg skal da også selv nogle gange lige hanke op, og fortælle mig selv at “sådan gør HUN. Det er det valg HUN har taget for sit barn – og det har intet med mig at gøre”.

 

Jeg elsker min mor-rolle højere end noget andet i hele verden, men jeg bliver led og ked af at læse hvordan andre mødre hakker på hinanden og får hinanden ned med nakken. Hvis en mor gør noget direkte skadeligt for sit barn, så er det selvfølgelig en helt anden sag. Eksempelvis så jeg et opslag med en der ammede sit barn, imens hun sad og røg en cigaret, og der må jeg også indrømme at jeg blev harm. Der var dog så meget hetz på hende, så meget faglig viden og gode argumenter at jeg ikke følte behov for at blande mig. Altså man skal jo ikke være på Einstein-niveau intelligens-mæssigt for at vide at dét er en dum idé. Jeg tror opslaget fik omkring 550 kommentarer, og sikkert mange flere endnu, medmindre det nu er slettet. I situationer som dén kan jeg godt forstå at man ikke kan lade være at kommentere på det – for cigaretter er, ifølge de fleste mennesker, sundhedsstyrelsen og verden generelt, direkte skadeligt for barnet.

 

 

Jeg tror bare rigtig mange kan nikke genkendende til det med at gode råd modtages med kyshånd – når der er bedt om dem. Jeg ser tit mødre i grupper lægge opslag op om et eller andet hyggeligt de foretager sig med deres barn, og tit og ofte ødelægges deres hyggestunds-billede af andre mødre der lige skal påpege noget de synes der gøres forkert og som man mener bør ændres. Det er altså så ærgerligt.

 

Det ville være så rart hvis vi alle gjorde mere plads til hinanden, og accepterede at vi alle gør vores bedste, og gør man sit bedste – så er man en god mor.

 

dsc02728 dsc02618

Kærlighed.

geggo_signatur

Vi skal flytte!

Ohhhh i am so happy these days!! I mandags var vi ude og kigge på et hus, og efterfølgende har vi så besluttet at dét snupper vi. Vi skal simpelthen flytte i hus, og Gud hvor jeg glæder mig! Der er flere grunde til vi vælger at flytte nu, en af grundene må jeg ikke afsløre fordi det skal ses i Familien fra Bryggen (tease, tease), men vi skulle jo flytte ligegyldig hvad for Alba skal have sit eget værelse, og hundene skal have en have. Vi er også ved at have fyldt lejligheden rigtig meget op, for når man får sådan en lille én så, i takt med de vokser, skal de jo også bruge flere ting. Jeg er i forvejen ikke typen der holder mig tilbage i forhold til shopping, hverken til mig eller Alba, og det har resulteret i at vi nu har så meget tøj at halvdelen ligger pakket i kælderen, noget af det står i kufferter og kasser herhjemme, og en lille del af det ligger i klædeskabet (ja jeg skal jo dele med Sultanen, selvom jeg har forsøgt at forklare mig med at mit tøj jo er vigtigst, fordi jeg er en kvinde, hæhæ, går den så går den, okay det gjorde den bare ikke…)

 

Jeg glæder mig til at få mere plads! Jeg glæder mig til at kunne indrette for real. Herhjemme er mulighederne så bittesmå, nærmest umulige for en som mig, fordi der er så lidt plads. Lejligheden her på Bryggen er lækker – ingen tvivl om det, og havde vi kun været Cengiz og jeg så havde vi sagtens kunne bo her i mange år endnu, men med to hunde, og en lille prut der snart begynder at fare rundt, så er det altså trængt med pladsen. Nu får jeg mulighed for at få det hjem jeg drømmer om. Åbent køkken, pejs og LUFT.

Jeg er en helt anden type end Cengiz. Han er typen der ikke sovser rundt i fortiden, og som er ligeglad med minder osv – det er jeg ikke. Jeg kan ikke lade være at tænke at det her var lejligheden hvor vi fik Alba hjem i, og på alle de fede minder vi har her – der er jeg pige med stort P – lidt for følsom, og måske også  en smule nostalgisk. Dog overskygger glæden totalt, for jeg kan godt se det er det bedste for vores lille familie, og for mig personligt.

 

Vi skal heldigvis bo rigtig tæt på Bryggen. Der skal skabes nye minder, Alba får sit eget værelse, hundene får en have, og hvem ved hvad ellers der skal ske af nye ting… Vi glæder os ihvertfald!♡

 

familiekærlighed DSC00661

Fotografi den 23-07-15 kl. 12.23

♡  Husk Familien fra Bryggen i aften kl 20:00 på TV3 ♡ 

Kærlighed.

geggo_signatur

Jeg har sagt nej.

DSC00521

Som flere af jer har læst, og set i Familien fra Bryggen (og måske glædet jer til – in that case: im sorry!) så skulle min mor, Mopper og jeg havde udgivet en bog her i slut oktober/start november. Bogen skulle have handlet om min barndom, Moppers liv i England, og generelt vores allesammens fortid.

 

Jeg har dog taget beslutningen om at springe fra. Det har jeg gjort af den årsag at vi forleden dag allesammen  samledes med ghost-writer, og damen inde fra forlaget for at læse kapitlerne op sammen. Her sad jeg. Med min datter og kæreste ved min side, og med min familie – og hørte mit eget liv blive læst op ned til mindste detalje. Hvordan min far var da jeg var lille, hvordan mit syn var på min mors tid i fængsel, hvordan jeg tacklede min OCD da den var allerværst, and so on. Jeg har jo selv fortalt disse ting – men man lader sig rive med når man sidder og hygge-sludrer og der bare kører en diktafon der optager alt man siger. Man fortæller og fortæller, og Ghostwriteren var så hyggelig, så man nærmest ikke følte man skrev en bog – selvfølgelig lå det i baghovedet, men igen – man lod sig bare rive med…

Det ER bare noget andet når man hører sit liv i kapitler, fremfor når man sidder og sludrer. Jeg fik faktisk en klump i halsen. Fordi..  Forskellen på mig og min mor er at hun er en “deler” – hun elsker at dele ud af ALT i sit liv, (helt ned til kønsbehåring og sexliv) og det er det i elsker hende for. I know! Hun elsker at dele alt med jer, og hun er rigtig, rigtig god til det. Mange tror at jeg gør det samme, men der er meget jeg holder tilbage, og har valgt at holde privat. Jeg deler også af mit liv, bevares, jeg deltager i et tv-program om mig og min familie på 10. sæson hvor vi lukker jer ind i vores liv – men her vælger jeg jo hvad jeg har lyst til at dele. Især nu hvor jeg er blevet ældre. Jeg vil også gerne gemme lidt, for jeg har også bloggen her hvor jeg selv kan sidde og formulere og fortælle de ting jeg føler i skal vide. Hvis det hele er skrevet ned i en bog, så snupper pressen det (ligesom de hele tiden gør med min blog, og garanteret også dette indlæg, gab agurketider….) og så er det ude hos alle. Jeg vælger selvfølgelig også selv hvad der står i bogen, jeg havde jo redigerings-ret, men hvis jeg skar alt det “saftige” fra så var det jo nærmest ligegyldigt at jeg deltog.

 

Alt i alt, så var det bare skide ubehageligt at sidde og høre sit liv læst op helt ned til mindste detalje, og så langt fra hvad jeg er vant til i Familien fra Bryggen, på TV3. Jeg følte mig blottet, og fik helt kvalme ved tanken om når den bog skulle udgives (som var lige om lidt). Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg går glip af mange penge ved at springe fra – men de penge må jeg tjene på en anden måde – jeg er heldigvis ret god til det. Jeg føler en stor lettelse, og en vægt af mine skuldre ved at sige til forlaget at jeg springer fra – det er det helt rigtige at gøre for mig. Om de andre fortsætter ved jeg ikke, det kommer min mor nok med en melding om.

 

Jeg er ked af at skuffe jer der havde glædet jer til bogen – men jeg kan mærke det er det rigtige for mig at gøre. Ikke lige nu ihvertfald. Om der på et senere tidspunkt kommer noget fra os – når vi engang er færdige med at lave fjernsyn, vides ikke. Måske jeg da har lyst til at fortælle om hvordan det var at leve det liv jeg lever nu. Min barndom osv. vil jeg hellere fortælle om i små bidder, hvor jeg selv kan formulere ned til hvad jeg synes er passende. Det er nu engang mit liv, og jeg ved at størstedelen af jer vil forstå mig, om end i også vil være skuffede, så ved jeg i forstår.

 

Nu vil jeg holde weekend sammen med min skønne lille familie – Alba er ved at få nærmest munden fuld af tænder, og er lidt ekstra pylret så hun skal krammes og kysses lidt ekstra. Lige nu sidder hun og studerer fjernbetjeningen imens hendes far kysser hende i baghovedet. Er livet ikke skønt? Jeg elsker virkelig min familie.

 

 

familiekærlighed

Kærlighed.

geggo_signatur