Stephanie Karma

Parforholdet når der kommer en lille…

 

familiekærlighed

Der er flere af jer der har efterspurgt et indlæg om hvordan jeg synes det at få en lille én (ikke som i en snaps, eller en fadøl, men som i en baby) har påvirket vores forhold. Jeg ved at rigtig mange kæmper med forholdet efter der er kommet +1, og jeg ved også at statistisk set går størstedelen fra hinanden indenfor et år efter baby er født. Virkelig øfferen statistik, synes jeg.

For nogle er det jo nok også bedst for både dem selv og ikke mindst baby at gå fra hinanden. Selvfølgelig skylder man sit barn at forsøge at blive sammen, men det er vel heller ikke fair overfor en lille uskyldig skabning at skulle blive sat i en verden fyldt med negativ energi, skænderier og kede af det forældre. Jeg tror naturligvis på at små børn kan fornemme sådan noget. Ligeså vel som de kan fornemme glade forældre der elsker hinanden og som rummer overskud og tilstrækkelighed.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Cengiz’ og mit forhold har altid været meget specielt. Vi er kærester, men også bedste venner. Vi laver alt sammen, og er sjældent hver for sig. Bevares, vi ser da vores venner og veninder, men vi er bare rigtig meget sammen. Jeg bliver aldrig rigtig træt af ham, og jeg kan altid holde ud at være i hans selskab. Vi er bare et pisse godt match, og jeg kan ikke forstå jeg nogensinde har levet uden ham, ærlig talt. Bevares, indimellem har jeg da lyst til at sparke ham over skinnebenet, hvem har ikke det i deres forhold indimellem. Lur mig om han ikke indimellem også river sig i skægget over mig, og har lyst til at flytte til Bangladesh, eller lignende… Muahaha-haa…

kyssebillede

Hvis man godt må have lov at hælde fløde og sukker på indlægget her, ikk’… Så vil jeg bare gerne sige at det gik op for mig under min graviditet hvor awesome en mand jeg egentlig har. Jeg vidste jo godt i forvejen at han var ‘The one’, men det understregede han virkelig da jeg i mine, okay indrømmet, hormonelle psycho-flip til tider opførte mig som en hysterisk 5årig. Han udviste en rolighed og et overskud, og var bare sådan “Okay skat. Så vær du bare sur. Jeg ved godt det er dine hormoner der taler. Men jeg gider ikke finde mig i du snakker grimt til mig. Så når du gider snakke ordentligt, vil jeg rigtig gerne hygge med dig. ” – når man er ramt af hormoner i 3. trimester og raserien fløjter rundt i kroppen på én, så har man måske faktisk lidt LYST til at han skal skændes med én. Men 5 minutter efter når man er faldet ned igen, kan man jo godt se at det dér… Det er en rigtig mand, der ikke finder sig i jeg er en idiot, men som samtidig viser at han er der for mig. God, i love him altså!

 

 

Da vi så fik Alba, der væltede han min verden fuldstændig – på den gode måde. Han viste hvor formidabel fantastisk en far han er, og kæreste på samme tid. Han har en ro over sig, som jeg kun kan beundre, og han har på så mange måder bekræftet mig i at det er den helt rigtige jeg har valgt som far til mine børn (nej vi har ikke en til på vej endnu, men den tid kommer jo)

Alt i alt, så har det at vi har fået Alba kun bekræftet os i at vi er de rigtige for hinanden, og at familie-livet, det bare er os. Ingen af os har været ude (her mener jeg i byen, eller generelt bare ude og drikke alkohol som mange andre på vores alder gør) siden før jeg blev gravid. Mormor og morfar, kalder nogle os. Vi elsker vores liv, og hviler egentlig meget i os selv og vores parforhold. Vi har aldrig skændtes mindre end siden vi fik Alba. Ligesom alle andre par kan vi da diskutere og skændes, bevares, vi er begge meget stædige – men det er somom at livet bare giver mere mening, efter hun er kommet. Kliché-agtigt sagt, ikk? Well, det er altså nu engang rigtigt.

 

Okay, nu kom det her kilometer-lange indlæg mest til at handle om at hylde Cengiz – men det er faktisk okay. For det fortjener han. 

 

godnatttt

Billedet er fra Alba var en endnu mindre prut end hun er nu – jeg elsker det her billede. 

Kærlighed.

geggo_signatur

Status på livet, sådan generelt

img_1197

I øjeblikket sker der mange ting for mig. Nej for os. Heldigvis er det næsten allesammen gode ting, og jeg kan lige præcis følge med. Lige som jeg sidder her med et glas danskvand (og en plade chokolade med knas, bevares) og min bedre halvdel spiller FIFA imens han råber at spillerne (men spillerne er jo.. Teknisk set…. Dig, er de ikk’ skat?) er nogle svin der ikke kan spille fodbold, min smukke datter ligger i vores seng, hundene ligger i hhv. kurv og i sofa, hjemmet ligner en rode-butik der så absolut ikke er taget ud af et IKEA-katalog, nok nærmere hus-forbi, eller andet knap så gennemført interiøst, så er jeg lykkelig. Rent ud sagt – LYKKELIG. Vi er nemlig ikke så langt fra at skulle flytte. Meget kan man sige om min smukke mand – men effektiv, dét er han sgu! Hold nu op hvor er jeg stolt af ham. Han er jo uddannet maler, og åbenbart også mega-svedig-super-alt-mulig-mand for han har fixet hele huset. Altså, næsten, for hans seje ven har også hjulpet til med bla. badeværelset. Så nu er vi tæt på indflytnings-klar, og HELLIGE KO hvor jeg glæder mig til at flytte ind! Vores nuværende lejlighed er da skøn, ingen tvivl, men den er så LILLE. Jeg har brug for luft, plads, JEG HAR BRUG FOR GRÆS OG ET BØRNEVÆRELSE TIL ALBA’S TING!! …Ja pardon for mit fransk.

Jeg har nøje udvalgt alle tingene til Alba’s værelse, man er vel en shopper til finger-spidserne, og jeg har lagt en nøje plan for hendes værelse’s design – det bliver SÅ fint! Can’t wait to show you.

Alba er stadig utrolig nem, og hun er ultra-mega tæt på at kravle nu. Det er så fantastisk at se ens guld udvikle sig på den måde, og lære nye ting – det er uden sammenligning det absolut største der sker i mit liv – at hun udvikler sig. Jeg kan ikke beskrive med ord hvad den lille banan betyder for mig. Jeg kan stadig, 9 måneder efter fødslen, få tårer i øjnene når jeg sidder og kigger på hende sove. Fantastisk, ikk’? At sådan et lille væsen lige kan komme til verden og vende op og ned på ens følelser – ja, og bekymringer. Phew, for pokker da hvor kan man få en klump i maven indimellem – det hører med, siger de. Og det stopper vist aldrig 🙂

img_0782

Lige om lidt vil jeg hoppe ind i seng sammen med FIFA-kongen derovre – og så vil vi putte alle 3. Hver aften har vi samme ritual – Jeg ammer Alba i søvn ved 20-tiden, vi hygger i stuen med hundene, en af os går tur med dem (somregel C) og ved 23-tiden hopper vi så i seng. Her plejer lillepigen så at snige sig hen og snuppe en nat-tår, og falde hurtigt i søvn igen. Ja vi samsover, og vi elsker det alle 3. Ja jeg ammer stadig, og nej det er ikke noget jeg har tænkt mig at stoppe med foreløbig, heller ikke selvom nogle af jer synes det snart er på tide (hvorfor synes nogen iøvrigt det? Hun er kun 9 måneder. Jeg undres.)

Jeg laver et indlæg en af dagene omkring vores parforhold efter vi er blevet forældre. Det er der jo flere af jer der har efterspurgt 🙂 Hvis i har andre gode idéer til blog-indlæg er i ALTID mere end velkomne til at kommentere dem. 

Kan i sove dejligt. Nighty-night ♡

ps. Idet jeg skulle til at trykke “udgiv” på indlægget slog C en KÆMPE prut (så stor så man nærmest blev imponeret) og Karma hoppede en halv meter op af sofaen i rent chok. Aften-hyggen vil ingen ende tage herhjemme 🙂

Kærlighed.

geggo_signatur