Stephanie Karma

Pludselig berørings-angst?? Er jeg for sart?

Kan i egentlig lide det nye design på bloggen? Det giver mest mening jeg spørger jer der læser med fra computeren. 

Tilgiv mig for eventuelle fejl, det er første gang jeg blogger fra telefonen, så mon ikke jeg får lavet et eller andet.

  
Nåmen, som overskriften antyder stiller jeg mig selv spørgsmålet: er jeg pludselig blevet berørings-angst? Naaaaaa jeg tror det ikke – jeg har altid været en meget social person der ikke har noget imod at give en krammer osv, til dem jeg kender. Krammere er hyggelige, og varme. Og det er da også meget normalt at man krammer hinanden – jeg har mødt søde børn der ser vores program som bare gerne vil have et kram, og det får de, og jeg hygger mig med det, og finder intet grænse-overskridende eller ubehageligt ved det. Tværtimod. 

Men er jeg den eneste der simpelthen ikke forstår at (fremmede vel at mærke) mennesker føler at min gravide mave der nu buler ud i en størrelse uge 25, er alle-mands eje? Det ved jeg at jeg ikke er. Altså at de bare umotiveret må røre ved den? Hvorfor har jeg ikke noget imod de omfavner mig i et kærligt kram, men så snart de ligger hånden på min mave føler jeg det VILDT grænseoverskridende og faktisk direkte ubehageligt? Er jeg for sart og nærtagende? Jeg mindes at have hørt andre folk snakke om dette før, for faktisk havde jeg det sådan lidt “arh okay, jeg er også i tv” men jeg har bemærket det også er andre mennesker der har det som jeg – så i virkeligheden er min følelse faktisk måske knap så underlig? Jeg har lagt mærke til det kun er når fremmede gør det. Når min familie, min kærestes familie, mine veninder osv. rører får jeg slet ikke den ubehagelige følelse. Hvorfor? Jeg har lagt mærke til at jeg laver et “spjæt” indeni, og får beskytter-trang af helvede til. Jeg får straks følelsen af at skulle “være på vagt” – så underligt. 

Det er jo ikke fordi jeg græder resten af dagen, og at jeg så hader folk der gør det – for jeg kan godt se at de så absolut ikke gør det på noget der minder  om en negativ måde, derfor siger jeg faktisk heller ikke noget når det sker. Fordi jeg ved folk egentlig prøver at være søde, og tillykke ønske mig, så nu sidder jeg her i min hormonelle krop og får helt dårlig samvittighed over min sarthed. Men ikke desto mindre har jeg det jo sådan. Og ville egentlig bare lufte mine tanker, det er jo det jeg har bloggen til 🙂 Fremover vil jeg sige fra, og fortælle folk at det er privat område. 

  

Pludselig berørings-angst?? Er jeg for sart?

Kan i egentlig lide det nye design på bloggen? Det giver mest mening jeg spørger jer der læser med fra computeren. 

Tilgiv mig for eventuelle fejl, det er første gang jeg blogger fra telefonen, så mon ikke jeg får lavet et eller andet.

  
Nåmen, som overskriften antyder stiller jeg mig selv spørgsmålet: er jeg pludselig blevet berørings-angst? Naaaaaa jeg tror det ikke – jeg har altid været en meget social person der ikke har noget imod at give en krammer osv, til dem jeg kender. Krammere er hyggelige, og varme. Og det er da også meget normalt at man krammer hinanden – jeg har mødt søde børn der ser vores program som bare gerne vil have et kram, og det får de, og jeg hygger mig med det, og finder intet grænse-overskridende eller ubehageligt ved det. Tværtimod. 

Men er jeg den eneste der simpelthen ikke forstår at (fremmede vel at mærke) mennesker føler at min gravide mave der nu buler ud i en størrelse uge 25, er alle-mands eje? Det ved jeg at jeg ikke er. Altså at de bare umotiveret må røre ved den? Hvorfor har jeg ikke noget imod de omfavner mig i et kærligt kram, men så snart de ligger hånden på min mave føler jeg det VILDT grænseoverskridende og faktisk direkte ubehageligt? Er jeg for sart og nærtagende? Jeg mindes at have hørt andre folk snakke om dette før, for faktisk havde jeg det sådan lidt “arh okay, jeg er også i tv” men jeg har bemærket det også er andre mennesker der har det som jeg – så i virkeligheden er min følelse faktisk måske knap så underlig? Jeg har lagt mærke til det kun er når fremmede gør det. Når min familie, min kærestes familie, mine veninder osv. rører får jeg slet ikke den ubehagelige følelse. Hvorfor? Jeg har lagt mærke til at jeg laver et “spjæt” indeni, og får beskytter-trang af helvede til. Jeg får straks følelsen af at skulle “være på vagt” – så underligt. 

Det er jo ikke fordi jeg græder resten af dagen, og at jeg så hader folk der gør det – for jeg kan godt se at de så absolut ikke gør det på noget der minder  om en negativ måde, derfor siger jeg faktisk heller ikke noget når det sker. Fordi jeg ved folk egentlig prøver at være søde, og tillykke ønske mig, så nu sidder jeg her i min hormonelle krop og får helt dårlig samvittighed over min sarthed. Men ikke desto mindre har jeg det jo sådan. Og ville egentlig bare lufte mine tanker, det er jo det jeg har bloggen til 🙂 Fremover vil jeg sige fra, og fortælle folk at det er privat område. 

  

Pludselig berørings-angst?? Er jeg for sart?

Kan i egentlig lide det nye design på bloggen? Det giver mest mening jeg spørger jer der læser med fra computeren. 

Tilgiv mig for eventuelle fejl, det er første gang jeg blogger fra telefonen, så mon ikke jeg får lavet et eller andet.

  
Nåmen, som overskriften antyder stiller jeg mig selv spørgsmålet: er jeg pludselig blevet berørings-angst? Naaaaaa jeg tror det ikke – jeg har altid været en meget social person der ikke har noget imod at give en krammer osv, til dem jeg kender. Krammere er hyggelige, og varme. Og det er da også meget normalt at man krammer hinanden – jeg har mødt søde børn der ser vores program som bare gerne vil have et kram, og det får de, og jeg hygger mig med det, og finder intet grænse-overskridende eller ubehageligt ved det. Tværtimod. 

Men er jeg den eneste der simpelthen ikke forstår at (fremmede vel at mærke) mennesker føler at min gravide mave der nu buler ud i en størrelse uge 25, er alle-mands eje? Det ved jeg at jeg ikke er. Altså at de bare umotiveret må røre ved den? Hvorfor har jeg ikke noget imod de omfavner mig i et kærligt kram, men så snart de ligger hånden på min mave føler jeg det VILDT grænseoverskridende og faktisk direkte ubehageligt? Jeg mener, jeg tager da heller ikke en fremmed pige på babserne fordi hun har fået lavet dem? Er jeg for sart og nærtagende? Jeg mindes at have hørt andre folk snakke om dette før, for faktisk havde jeg det sådan lidt “arh okay, jeg er også i tv” men jeg har bemærket det også er andre mennesker der har det som jeg – så i virkeligheden er min følelse faktisk måske knap så underlig? Jeg har lagt mærke til det kun er når fremmede gør det. Når min familie, min kærestes familie, mine veninder osv. rører får jeg slet ikke den ubehagelige følelse. Hvorfor?

Det er jo ikke fordi jeg græder resten af dagen, og at jeg så hader folk der gør det – for jeg kan godt se at de så absolut ikke gør det på noget der minder  om en negativ måde, derfor siger jeg faktisk heller ikke noget når det sker. Fordi jeg ved folk egentlig prøver at være søde, og tillykke ønske mig, så nu sidder jeg her i min hormonelle krop og får helt dårlig samvittighed over min sarthed. Men ikke desto mindre har jeg det jo sådan. Og ville egentlig bare lufte mine tanker, det er jo det jeg har bloggen til 🙂 

  

Efterårs strik & hygge-trøjer #geggofaves

En af mine absolut musthaves i det her efterår er lækre striktrøjer som er pæne og samtidig rare at have på. Jeg kiggede lidt rundt på Boozt.com og et par andre sider jeg tit shopper på, og fandt frem til de her yndlings-hyggere. Jeg kan godt lide de er lidt oversize så jeg kan have dem på sammen med et par stramme leggings, og her i efteråret evt. et par fede benvarmere, som jeg også har fundet nogle fede frem af:

 

TRØJER

 

1/ HER 2/ HER 3/ HER 4/ HER 5/ HER 6/ HER

benvarmere

1/ HER 2/ HER 3/ HER 4/ HER 5/ HER 6/ HER

You’re welcome, shopaholics <3

Kærlighed,

Kærlighed.

geggo_signatur

Hvad skal hun så hedde?

 

JANUS

Foto: Janus Nielsen

Nu er det jo kommet frem at vi venter os en lille pige. Jeg er gået igang med baby-shopping, og hvor er det egentlig bare fantastisk med alle de fine prinsesse og pynte-ting man kan købe når det er en pige man venter sig! Åhhhh hvor jeg glæder mig, men jeg husker også at nyde at være gravid – for jeg ved at lige pludselig er det slut-januar og vi er blevet forældre – og så ville man ønske man ikke havde stresset over at “få hende ud”. Jeg tror virkelig man skal nyde dét at være gravid og alle de fantastiske ting der sker i en graviditet – hvis man har en normal en af slagsen selvfølgelig, jeg forstår godt at dem der døjer med diverse gener og smerter bare gerne vil “have barnet ud“. Det siger vel sig selv. Og jeg føler med jer. Øv hvor må det bare sucks ikke at kunne nyde sin graviditet! 🙁

Nå, men vi vidste jo faktisk allerede hun var en pige da jeg var 14+0 og allerede der begyndte vi selvfølgelig at snakke om pige-navne. Det er nu 10 uger siden, og vi har stadig slet ikke fundet ud af det. Men vi stresser ikke, for vi har stadig indtil 29. januar (min termins-dato) til at finde ud af det. Vi har dog en klar aftale om at vi allerhelst gerne skulle have navnet på plads inden hun kommer til verden. Så det satser vi på. Føler nemlig bare ikke rigtig et navn som “lillefis” eller “mussepige” er passende, og det ville det vel blive hvis ikke vi har et navn 🙂 Jeg er vild med navnet Jamilla, men der er Cengiz ikke helt enig. Så lige nu er vi faktisk på bar bund.DSC01292

Forleden mødte jeg en lille pige på 6 der hed Ingeborg. Mega cutie, oh dear lord i could just put her in my pocket!! <3 Det er blevet vildt populært med lidt gammeldags navne, jeg er dog ikke helt hooked på the old fashion style, men jeg forelskede mig altså en smule i hende Ingeborg, nuj hvor var hun sød 🙂

Hvad hedder jeres piger, eller skal jeres kommende piger hedde?

Kærlighed,

 

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur
Older posts